sodavand det våde får tolykkegård

Sodavand

Det er ikke kun de voksne, der har fortjent et kvalitetsprodukt, lavet af gode råvarer! Her har børnene også mulighed for at være med. Vi producerer sodavand med masser af gode råvarer og mindre sukker, end du er vant til.

Vores “Jordbærbrus” er fremstillet af 25% koldpresset jordbærsaft fra Rokkedysse Bær. Den indeholder kun 6,5% sukker – en almindelig sodavand indeholder hele 66% mere sukker. Indholdet af friske, søde sommerbær sørger for at søde lige tilpas meget. Og drikken får en smuk og indbydende farve.

Når vi har friske råvarer til det, fremstiller vi også “Vitabrus”. En fantastisk kombination af honning, ingefær, hyldeblomst og citron. Vi skal ikke anprise en eventuel sundhedseffekt af de anvendte råvarer. Men vi må nok godt sige, at smagen gør dig glad. Honningen er produceret af vores egne bier, og hyldeblomsterne er plukket lige her i haven på Tolykkegård. Ligesom det er tilfældet med “Jordbærbrus”, er “Vitabrus” langt mindre sød end gængse sodavand.

Vi sælger ikke sodavand på flasker, men du kan købe dem på fad eller tappet på egen flaske – se mere under priser.