Cassoulet

Cassoulet smagte vi første gang tilbage i efteråret 1983 hos vores gode venner Henning og Lykke. Siden har retten været en klassiker og et sikkert hit herhjemme. Det er en alsidig ret, som kan varieres i det uendelige både mht. ingredienser og mængder.

Faktisk er Cassoulet i vores køkken i bund og grund en slags biksemad – bare bedre. F.eks. er det en fantastisk mulighed for at få brugt rester af lækkert kød, nogle rynkede tomater eller triste krydderurter. Man kunne også kalde retten “Ugens oversigt”.

En ægte Cassoulet (caçolet) er en fransk gryderet og er i al sin enkelhed og dybe smagfuldhed indbegrebet af fransk husmandskost. Her er tale om en ret, man kan styrke og varme sig på, men det er ikke en hurtig ret. Sæt adskillige timer af til at få en perfekt Cassoulet, men bare rolig – den er umagen værd.

Der findes dem, der insisterer på, at en Cassoulet skal indeholde konfiterede andelår. Andre mener ikke, at en cassoulet er autentisk uden saltet flæsk, kraftig vin eller rasp på toppen. Heldigvis er der ingen, der kommer og slår nogen af os i hovedet med en grydeske, hvis vi laver vores Cassoulet med de ting, vi har i huset (og bedst selv kan lide). Prøv evt. at tilsætte den krydrede Øleddike her fra Det Våde Får.

Vi har valgt at formidle vores opskrift uden faste mængdeangivelser. Selv laver vi altid retten på gefühl, og det kan du også sagtens! Skal du lave mad til 6-8 personer, og har du næsten et kg. kød, så nøjes du bare med 3-4 dl. bønner. Har du mindre kød at smide i puljen, kan du spæde til med op til 1 kg. bønner.

Når det kommer til kødet, så anbefaler vi, at du bruger rester af lammekød, f.eks. bov, eller oksekød. Men alt kød kan bruges, så tøv ikke med at smide en god, langtidsstegt svinebov i gryden, eller kapitulér og tilsæt konfiterede andelår. Flæsk/bacon kan udelades.

Dog er de gode pølser ikke til forhandling – de skal i. Køb dem hos din lokale slagtermester (f.eks. Kødsnedkeren), bed om at få nogle kraftige, godt krydrede små pølser, f.eks. af typen Marquez eller Toulouse.

Det er selvfølgelig et must med en god øl til denne ret. Velbekomme!

 

Cassoulet

en omgang aftensmad

Ingredienser
Fremgangsmåde
Hvide bønner (opblødes natten over i
tredobbelt mængde vand)
Kød, f.eks. en rest lammebov, oksebryst el.lign.
Saltet flæsk/bacon*
Løg
Øleddike*
Tomater (f.eks. fra dåse/karton/vindueskarm)
Smør
Tomatpuré
Timian
Rosmarin
Laurbærblade
Nelliker
Appelsinskræl, fintrevet
Hvidløgspølser eller anden slags små kvalitetspølser
med god, kraftig smag
Salt og peber

* kan udelades

Tænd ovnen på 200 grader.
Skær eller del kødet i mundrette stykker.
Skær flæsk eller bacon i tern.
Pil og hak løg og hvidløg.
Hak tomaterne groft (gem saften).Opvarm en stegepande (høj varme) og tilsæt smør.
Brun kødet (hvis friskt, rester tilsættes bare senere), evt. af flere omgange.
Top op med smør og svits flæsk/bacon.
Tilsæt løg og hvidløg og steg videre under omrøring.
Suppler med en spsk. øleddike lige inden løgene er klar, lad det bruse af.
I gryden med tomaterne og deres saft – rør godt.
Så er det tid til at tilsætte krydderierne og appelsinskrællen.Herefter tilsætter du dit kød i form af enten rester eller det, du brunede tidligere.
Hæld vand på, så det lige præcis dækker.
Tilsæt salt og kog retten op.
Læg låg på og lad stå i den varme ovn i ca. 1 time og 15 min.

Så er det i med pølserne (kan brunes først, hvis du er i det humør).
Bruger du større pølser, skæres de først i mindre stykker lige inden servering.
Læg låg på og efterlad retten i den varme ovn i yderligere 30 min.

Servér med ris, kartofler, groft brød og/eller en grøn salat alt efter, hvad du har mest lyst til (og bedst kan lide).

Posted in Opskrifter and tagged , , .